Vvs-installatør praktikant

Under vvs-installatøruddannelsen har Kasper Hove i 2020 været praktikant i vvs-afdelingen hos Henning Mortensen a/s. Læs hvordan han har oplevet praktikperioden hos os.

Vvs-installatør praktikant – Kasper Hove om sit praktikophold hos Henning Mortensen a/s

Kasper Hove var i forbindelse med sin uddannelse til vvs-installatør praktikant hos Henning Mortensen a/s i Silkeborg. Han vil anbefale andre at gøre det samme.

»Alt i alt har jeg haft et godt praktikforløb. Jeg har fået stort ansvar og rig mulighed for at prøve kræfter med mange nye ting. Jeg kan derfor anbefale Henning Mortensen a/s som praktikvirksomhed og ikke mindst projektleder Christian Madsen som praktikvært«.

Sådan siger Kasper Hove, vvs-installatørstuderende på Erhvervsakademi MidtVest. Han var i begyndelsen af 2020 vvs-installatør praktikant hos Henning Mortensen a/s, hvor han i 12 uger var en del af vvs-afdelingen i Silkeborg. Her tog han blandt andet del i indreguleringsopgaver i forbindelse med afleveringen af College360, tilbudskalkulering, dimensionering, byggemøder og meget mere.

Flere tekniske kompetencer trak

Før praktikopholdet havde Kasper Hove ikke specielt stort kendskab til Henning Mortensen a/s, men en tur forbi virksomhedens hjemmeside gav et godt billede af den brede vifte af muligheder her, siger han og fremhæver virksomhedens sprinkler-afdeling.

»At Henning Mortensen a/s projekterer, installerer og servicerer sprinkleranlæg var et plus for mig, da jeg valgte praktiksted. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at lære noget om den type projekter. Timingen har desværre ikke været rigtig forhold til at snuse til sprinkleropgaver i denne omgang, men hvem ved – måske engang i fremtiden? Nu kender de mig i hvert fald«, siger Kasper Hove.

Praktikophold giver indsigt

»Mit praktikforløb faldt i en travl periode for Henning Mortensen a/s. Noget af det, der har defineret mit praktikforløb, er derfor først og fremmest ansvar og ’learning by doing’. Jeg har oplevet stor tillid til mine evner og er blevet kastet ud i mange forskellige typer opgaver på egen hånd – selvfølgelig med mulighed for at spørge om hjælp«, fortæller Kasper Hove.

Praktikopholdet har givet Kasper Hove god indsigt i rollen som projektleder og leder af installationsarbejde. Særligt fremhæver han det lærerige i selvstændigt at skulle omsætte og tilpasse teori til praksis i en virkelighed, hvor der er fart på.

Hovedopgave med udgangspunkt i projekt

I rollen som praktikant har der altså ikke været mangel på faglige udfordringer og selvstændige opgaver. Efter praktikperioden vender Kasper Hove tilbage på Erhvervsakademi MidtVest for at færdiggøre studiet med endnu en selvstændig opgave – nemlig hovedopgaven.

»Hvad min hovedopgave skal omhandle ligger ikke helt fast endnu, men jeg har fået tilbudt at tage udgangspunkt i ét af Henning Mortensen a/s’s aktuelle projekter – opførelsen af en ny og topmoderne bygning på 1600 kvm til den lokale bilforhandler. Nu skal jeg tilbage på skolen og vende den idé med min makker«, slutter Kasper Hove.

Kender du vores næste praktikant?

Læs mere om, hvordan du som studerende kan blive en del af Henning Mortensen a/s.

 

Læs mere